Sikker sommersol

Nu er sommeren endelig kommet til Danmark. Det er der uden tvivl mange, som har ventet på. Elsker du – ligesom jeg – solen og dens dejlige stråler, er der grund til at læse videre. Solens stråler er nemlig på én og samme tid dejlige og farlige.

Solens UV stråler

Solen udsender ultraviolet lys, i daglig tale kaldet UV-stråler. Der findes tre typer stråling: UVA, UVB og UVC. Det er kun de to førstnævnte, der når ned til Jorden, for UVC-strålerne har kortere bølgelængde og bliver stoppet af ozonlaget. Solens stråler kan give solskoldning, for tidlig ældning af huden og øge risikoen for hud- og modermærkekræft. Skal du så undgå solen? Nej, bestemt ikke.

Solens stråler er vigtige for din sundhed

Hvorfor skal du ikke undgå solen, når dens stråler er skadelige? Det er fordi solens stråler er vigtige for dit velbefindende.

  • Det er naturens egen medicin; giver humøret en tand opad og er velvære for krop og sjæl
  •  Kroppen danner D-vitamin, når solens ultraviolette stråler rammer huden. D-vitamin er bl.a. vigtigt for at undgå knogleskørhed
  • Sollyset er med til at styre din døgnrytme, da melatoninproduktionen hæmmes ved dagslys (melatonin er et “sønvhormon”)

Sikker sol

Så du skal ikke undgå solen! Men hvordan kan du nyde solen på dejlige, varme stråler på en sund og sikker måde? Rådene fra Kræftens Bekæmpelse er korte og præcise:

  • Skygge: Søg skygge når solen står højest på himlen, d.v.s. ml. kl. 12.00 og 15.00
  • Solhat: Dæk dig med tøj og og en hat med bred skygge
  • Solcreme: Brug solcreme med mindst faktor 15 i Danmark og mindst faktor 30 i udlandet

Brug solcreme der beskytter både mod UVA- og UVB-stråling. I Danmark skal du bruge mindst faktor 15. Er din hud lys eller sart, skal du bruge en højere faktor. For at opnå den rette beskyttelse – og den faktor som står på produktet – skal du bruge mere end, du måske lige tror. En tommelfingerregel er at du skal bruge en håndfuld solcreme til kroppen, for at du har tilstrækkeligt på. Dvs. en voksenhåndfuld til en voksenkrop, og en barnehåndfuld til et barnekrop. Et lille tip kan være at smøre dig to gange lige efter hinanden for at få et tykkere lag på og sikre, at der er solcreme over hele kroppen og i ansigtet. Solcreme skal påføres regelmæssigt i løbet af dagen, ca. hver anden time, og altid efter du har badet. Det er vigtigt at bruge to forskellige produkter, da en ansigtsolcreme indeholder andre ingredienser, som netop er tilpasset din ansigtshud. Det er ikke kun om sommeren, du bør bruge solcreme. Vil du passe på din hud skal du bruge solbeskyttelse året rundt.

Med ønske om en varm og solsikker sommer.

Har du spørgsmål eller kommentarer til sikker sol, er du velkommen til at kontakte mig.